Sofabold.dk

Denne blog er skrevet lørdag morgen, dvs. før end Fanendo Adi fik sin arbejds- og opholdstilladelse. 

Ugen op til en transferperiodes ophør er altid fyldt med sindssyge historier fra fodboldens verden. Men denne uge har budt på en perlerække af opsigtsvækkende historier. Både om deciderede transfers, men også om spillet uden for banen. I nærmest komisk-bogstavlig forstand.

Denne blog skal selvfølgelig handle om FC Københavns nytilkomne angriber, Fanendo Adi, og hele lovgivningshurlumhejet omkring denne transfer.
Denne blog handler ikke om FC Københavns ageren, initialt, men bør mere opfattes som en holdningstilkendegivelse omkring systemet, staten og om dét lille – dog af enorm betydning – samfund, som fodbolden er i Danmark.

Først et lille brush-up af sagen:

17. August blev det officielt, at Fanendo Adi skiftede Slovakiske AS Trenĉin ud med Danske FC København. Alt emmede fryd og gammen, og Fanendo Adi fik sågar startdebut allerede i den efterfølgende kamp imod FC Vestsjælland i PARKEN. Med blot få minutter spillet smækker Lars Jakobsen et indlæg ind i feltet og Fanendo Adi pander kuglen i mål. Fantastisk debut, sådan isoleret set. Kampen ender 1-1.

I dagene efter opstår der tvivl omkring Fanendo Adis spilletilladelse – om han er spilleberettiget af DBU. DBU dementerer sagen, og fastslår at FC København har sørget for fuld spilleberettigelse/-tilladelse i Danmark. (Andet ville også have været håbløst amatøragtigt!).

Ydermere opstod der – om muligt – endnu større tvivl om Fanendo Adis opholds- og arbejdstilladelse i Danmark. Og netop dette er noget helt, helt, helt andet end DBUs spilleberettigelse. Det danske Rigspoliti er gået ind i sagen, og har dikteret, at FC København ikke må arbejde med Fanendo Adi, før end tilladelsen er opnået. Dette arbejde er selvfølgelig påbegyndt. Dette betyder også, at Fanendo Adi ikke må træne eller spille kamp for FCK.

Og det er netop her sagens kerne er. Ikke om han har opnået de forskellige tilladelser. Dét er egentligt ret lige meget, set ud fra et samfundsmæssigt synspunkt.

For at kunne bo og arbejde i Danmark skal alle borgere, uanset oprindelse, have en opholds- og arbejdstilladelse. Dette skal opnås for ikke at have udenlandske arbejdere i Danmark, der udfører et alment (dansk) job, uden de betaler dansk skat heraf. Havde man ikke dette system, ville den danske stat (og dermed dig) gå glip af urimeligt store summer, som ellers ville gå direkte ned i statskassen.

Dilemmaet opstår, når DBUs regler, et idrætsforbund, ikke stemmer overens med den danske stats regler. Og EU-regler, for den sags skyld. Dét i sig selv er et kæmpe problem set i mine øjne. I forvejen er der nok regler, faldgruber og andre småting, der kan gøre, at en transfer fejler. Især når man handler over landegrænser. EU, eller ej.

Før nævnte jeg, at Fanendo Adi ikke må arbejde for FC København, imens sagsbehandlingen står på. Det er faktisk således, at FC København ikke engang må strukturere Adis træning. Dette er jo også et slags arbejde at udføre. Det vil sige, at Adi, i princippet, skal være overladt helt til sig selv, selvtræne, uden at vide i hvilken retning FCK gerne vil have ham.
I princippet…

Her krydser fodboldmiljøets traditionsbundne normer også med dansk lovgivning.

Et andet aspekt i denne sag er selve sagsbehandlingen. Skal fodboldsspillere, der tjener meget, meget mere end en udenlandsk håndværker (eksempelvis), have en hurtigere sagsbehandling? Det økonomisk-rationelle argument bag dette ville være, at staten så ville kunne tjene mere, marginalt betragtet, end hvad staten ville kunne tjene ved at yde hurtigere sagsbehandling overfor den udenlandske håndværker.

FCK har haft sagen liggende hos Udlændingeservice i en uges tid, og derfor håber man at have Adi tilbage om en uge, eller lige inden 8. runde, hvor FC København møder Esbjerg i PARKEN.  

Helt generelt kunne man, på baggrund af denne sag, godt stille spørgsmålet, om fodboldsspillere, og andre sportsfolk, der ikke kommer til landet for at snyde statskassen, men blot for at indkræve millionerne på bankkontoen hver måned, skulle have en hurtigere sagsbehandlingstid end andre borgere?
FOA- og 3F-arbejderen ville højst sandsynligt sige ”nej!”, mens underholdningsindustriens højborg, DBU, sikkert ville tage imod dette med kyshånd.

Hele denne problemstilling har ét overordnet issue. At vi har et samfund i samfundet.

Tag bare transferperioden, eksempelvis. På det almindelige arbejdsmarked kan alle arbejdere skifte job præcis når de vil. I fodbold er det kun 2 gange om året, i en begrænset periode, og på et marked der tager alle almene markedsforhold til ekstremerne. (Og når der så endelig kan handles, skal klubberne også bremses af statens regler – hvilket man også kunne stille spørgsmålstegn ved).

I mine øjne har FC København ikke gjort forfærdeligt meget galt i denne sag, men den overordnede problemstilling ligger i, at man sagtens kan opnå spilleberettigelse hos DBU, uden at have opholds- og arbejdstilladelse hos den Danske stat. DBUs spilleberettigelse burde først være opnåelig, efter man havde opnået opholds- og arbejdstilladelse. I en ideel verden.

Men verden er ikke ideel. Og slet ikke fodboldverdenen!