Sofabold.dk

Vi er nu nået til anden del af føljetonen om ligastrukturen herhjemme i Danmark. Denne gang tager jeg udgangspunkt i Reserveholdsturneringen, og ser om denne faktisk er "smartere" skruet sammen end landets bedste række - Superligaen.

I mit sidste blogindlæg skrev jeg om hvorledes Superligaen er konstrueret. Og ikke mindst hvorledes dennes organisering kan have betydning for selve spillet der spilles på banen, weekend efter weekend.

Vi skal rundt om det samme emne denne gang - Blot tager vi fat på noget meget mere interessant. Reserveholdsturneringen. Umiddelbart skulle man tro, at det var her at alle de gamle, dyre og måske tidligere Superliga-spillere gik rundt og hyggede sig. Og spillede "for sjov"-fodbold. Well (dansk: måske), dét er det måske for nogle få. Men disse er undtagelser.

Faktisk er konkurrencen spillerne imellem meget, meget stor. Men dette, og meget mere, vender jeg helt sikkert tilbage til en anden gang. Denne gang skal det nemlig handle om dennes - Reserveholdsturneringens - ligastruktur. Reserveholdsturneringen i Danmark, er en relativt ny turnering der blev spillet for første gang ved sæsonstarten 2010/2011. Dvs. at denne er godt 2 år gammel.

Denne turnering er en defineret ved, at det kun er reservehold for de bedste hold i "Danmarksturneringen" der kan/må deltage. Danmarksturneringen er den samlede elite-del af alle turneringer under DBU, bestående af: Superligaen, 1. Division samt 2. Division Vest og 2. Division Øst.

Selve ligastrukturen
Man skal lige trække vejret lidt dybt, og holde tungen lige i munden, da der kommer en del tal. Der kan maksimalt deltage 18 hold, hvoraf alle 12 superligaholds- samt de 2 nedrykkere fra Superligaens holds reserver er repræsenteret. Derudover uddeleles der 4 wildcards til hold fra 1. Division, som har søgt om deltagelse. Til sammen giver dette 18 hold.

Før nytår (Efterårssæson): De maksimalt 18 hold opdeles i 3 geografisk bestemte ligaer. Dvs. vi har fx en liga Nord, en liga Øst og en liga Vest. Holdene spiller mod hinanden 2 gange; én kamp hjemme og én kamp ude. Dette "indledende puljespil" kan betragtes som en kvalifikationsrunde, til de "slutspils-kampe" der så kommer efter nytår.

Efter nytår (Forårssæsonen): Her inddeles holdene på ny, grundet deres placering i det regionale puljespil: De 2 bedst placerede hold fra hver regionale pulje, møder hinanden i én ny pulje. De 2 næstbedst placerede hold fra hver regionale pulje, møder hinanden i én ny pulje. De 2 dårligst placerede hold fra hver regionale pulje, møder hinanden i én ny pulje. Dette giver altså 3 nye puljer, med hver 6 hold.

Denne gang er de ikke opdelt efter geografisk placering, men efter en simpel niveau-inddeling. Dét hold der vinder puljen for de 2 bedst placerede hold, når man når slutningen af forårssæsonen har vundet Reserveholdsturneringen. Hvis man havde nedrykningspladser med, kunne disse fx findes blandt de 2-3 dårligst placerede hold, blandt puljen med de dårligst placerede hold fra det indledende puljespil.

Tilbage til Superligaen
Og hvad skal vi så med det halv-sorte snak ovenfor? Ja - jeg ved det faktisk ikke. Men man kunne tænke således: Fordelene er lidt skjulte, men dog alligevel brugbare. Hvis man lavede en analog ligastruktur i Superligaen, var man næsten tvunget til at vinde alle kampe i det indledende puljespil, hvis man overhovedet skulle have chancer for at vinde Danmarksmesterskabet.

Altså at blive den bedste. Dermed skal man ikke ende blandt de sidste 2 i hver pulje, i det indledende puljespil, hvis man ikke skal slås for at blive oppe i den bedste række. En anden fordel, måske lidt søgt, ville være, at man undgik og møde de samme hold hele tiden. Her møder man kun de samme modstandere i et halvt år. (Jeg ved, at mange - deriblandt både Superligaspillere og deres træneren - er ret trætte af at møde de samme hold, igen og igen. Det er blot ikke alle der "tør" sige dette!).

Ulemperne er til gengæld også urimeligt store, og endnu klarere. Hvad skal de 6 hold der ender i den "midterste" pulje, efter de regionale indledende puljer er spillet? Skal de bare spille for sjov? Skal de spille for at udvikle talenter, uden at risikere noget? Måske! Det er i hvert fald "gratis" spilletid, ville nogle argumentere for. Men dette er imidlertid IKKE måden, at udvikle unge fodboldsspillere på.

Men hvad så?
Jeg er ikke - overraskende nok - fortaler for denne model. Ikke for Superligafodbold. Den er genial for reservehold. Meget genial endda. Kunne man så i stedet finde en gylden middelvej? Hvad med at spille den normale Superligastruktur, som vi kender den, frem til nytår. Spiller 2 gange mod hinanden. Efter nytår kunne man skære den "gamle" Superliga over i 2 lige store dele. 6 hold i én pulje der konkurrer om mesterskabet - og 6 hold i én pulje, der spiller for ikke at rykke ned.

Her er der noget at spille for, hver kamp, og der er konkurrence. Også konkurrence, som i en grad vi ikke ser i dag! Her mødes der heller ikke hele tiden de samme hold. Og andre fordele/ulemper må I gerne selv komme med. Jeg kan umuligt dække det hele her. Jeg siger i hvert fald "Ja tak!" til denne sidste model.

Hermed slutter føljetonen om Superligaen og dens struktur. Jeg vender tilbage med Reserveholdsturneringen og dens betydning for Superligaklubberne og disses talentudvikling - jeg har selv oplevet forskellen.