Sofabold.dk

Kvinder i fodboldens verden, er der mange meninger om. De negative af slagsen kommer oftest fra uvidende mænd, der ikke har forstand på hverken off-side-reglen eller fodbold i almindelighed. Det er hvert fald min påstand.

Kigger vi på tallene med kvindeblikket rettet mod de kvantitative data, ses det, at antallet af pige- og kvindespillere i DBU er steget de seneste mange år. Årsagen til dette er fodboldens øgede medieinteresse i almindelighed, men også kvindelandsholdets kampagne i særdeleshed. I 2015 er der godt 65.000 kvindelige spillere i DBU. Disse aktuelle, aktive piger og kvinder, kommer jeg tilbage til. 

DBU, med Trænerudviklingschef Peter Rudbæk i spidsen, har igennem en årrække haft øget fokus på kvinder i UEFA/DBUs træneruddannelse. Man har ønsket, at flere kvinder tog et par uddannelsesniveauer op af UEFA-stigen. Der er faktisk utroligt få kvindelige toptrænere i eliteidræt generet. Faktisk viser en ny undersøgelse fra Team Danmark, at kun 9 % af samtlige topidrætstrænere i Danmark er kvinder. Her er DBU i hvert fald ikke én af de 9 %. For ikke én af DBUs landstrænere fra U- til A-landsholdene på hverken Herre eller Damesiden er af kvindeligt køn. 

Og årsagen til dette er enkel: det er et krav fra UEFA at man skal have UEFAs Pro-licens, når man skal stå i spidsen for et landshold eller eksempelvis et Superligahold. Der er i 2015 kun én kvindelige Pro-træner, nemlig Lene Terp. Der er altså kun én kvindelig træner, der er egnet til et topjob i fodboldens verden. 

På A-træneruddannelsen, som er niveauet før Pro-træneruddannelsen, deltager lige nu syv kvindelige aspiranter. På det næstkommende Pro-hold, der starter til efteråret 2015, kommer der til at deltage to kvindelige aspiranter. Aktuelt kommer disse to til at udgøre 2 % af de samtlige Pro-trænere i Danmark, når de er færdige. Dette siger lidt om størrelsesforholdet, kvinderne og mændene imellem. 

Og hvad er så årsagen til dette, tænker man?

Årsagen er ganske simpel: økonomi.

Som mandlig Superligaspiller kan man tjene mange penge og har masser af fritid til f.eks. at uddanne sig til toptræner ved siden af. Som kvindelig ditto i 3F-Ligaen har næsten alle et deltids- eller fuldtidsjob, samt et studie, ved siden af, samt man ganske sikkert har enten mand, børn eller begge dele derhjemme at passe. Derudover kommer der, at de mandlige aspiranter enten har pengene selv, hvis man er topspiller eller har en klub i ryggen. De kvinde-specifikke klubber har ikke samme økonomiske midler. 

De senere år har DBU kørt et pilotprojekt for netop at få flere kvinder igennem trænersystemet i UEFA/DBU. I 2014 tog hele 21 kvinder UEFA/DBUs B-licens (niveauet før A-licens) og nu er der som nævnt snart syv A-licenstrænere. DBU har fået økonomisk støtte til projektet af UEFA, således at de kvindelige trænere skal betale mindre. Derudover har instruktøren (kvindelandstræner Nils Nielsen) valgt at trække en anden løn, end man normalt vil få fra DBU. 

Personligt, var en af mine fodboldtrænere i min barndom den bedste fodboldtræner, jeg nogensinde har haft. Også bedre, end dem jeg havde, da det blev seriøst senere i mit liv. Jeg havde en tidligere 3F-ligaspiller fra OB. Hun kunne motivere, engagere og udfordre børn og unge, som jeg ikke har set siden. Jeg er sikker på, at hun ikke gik trænervejen – for så ville jeg sandsynligvis kende hende. Og hvorfor hun ikke gjorde det, har jeg sandsynligvis allerede dækket her i indlægget (økonomien). 

Det er rigtig ærgerligt, at blot fordi man er af et bestemt køn, har man færre forudsætninger i fodboldens verden. Omvendt, tror jeg, det tager mange, mange år før fodboldverdenen bliver af-mandet og ikke mindst holdningen til kvinder i topfodbold bliver ændret. Man kunne dog håbe, at flere kvindelige trænere gik hele vejen til Pro-licensen.