Sofabold.dk

Selvom det i denne uge kom frem at afgående DBU-formand Allan Hansen får et honorar på 2.500.000 kroner, er det ikke denne situation, som jeg vil vælge at sætte fokus på i denne uges blogindlæg. Og det er heller ikke det kuriøse i, at Allan Hansen får så mange penge i såkaldt ”pension”, alt imens fundamentet for DBU, nemlig breddeklubberne og deres ansatte især køres på 99% frivillig basis uden at få en øre (netto) for det.

Denne uges fodboldindlæg handler om noget helt andet, og noget meget mere uaktuelt.

Jeg tror det er første gang i Sofabold-blog-historien at jeg (eller nogle andre for den sags skyld) har blandet vejrudsigten ind i et fodboldblogindlæg. Men det gør jeg i dag – på en måde.

For et år siden, i marts måned 2013, var Danmark ramt af snefald, polarkulde og superligastadionbanerne var frosne, hårde, knoldede og helt igennem utilstedelige. På samme tidspunkt sidste år, og i alle år jeg kan huske tilbage, var Premier League-banerne i England grønne, relativt plane og der var faktisk græs på banerne, og ikke blot jord, som der var det i Danmark.

Det får mig til at tænke på, hvad det er, der er så forskelligt. Og ikke mindst hvorfor Englænderne kan finde ud af at passe en græsplæne, alt imens at vi danskere ikke kan…

Altså – det er jo bare græs, for *****(?)! 

I min relativt sparsomme research til dette blogindlæg, har jeg ikke kunnet finde nogle tal på, hvor meget Premier League-klubberne poster i græs. Jeg havde sådan set heller ikke regnet med det, men det kunne da være utroligt interessant.

Men jeg vil også lige pointere en anden meget vigtig pointe. Og her kan jeg kun tale ud fra min sparsomme viden omkring danske fodboldforhold (dette var måske en underdrivelse). Men jeg ved dog, at 9/10 fodboldbaner (også stadionbaner i divisionerne osv.) er kommunalt eget, og er kommunalt drevet og vedligeholdt. Dette har jeg selv oplevet mange problemer med, men omvendt sparer klubberne også en del penge ved denne driftsforretning.

Men det at banerne er eget og drevet af kommunerne er et rigtig vigtig pointe i dette forhold. Men om hvorvidt engelske stadionbaner er kommunalejet eller privatejet er jeg usikker på – men vil umiddelbart gætte på det sidste, eftersom de er så gode til det.

Fordelen ved at banerne er privatejede er klart, at klubberne selv må og kan bestemme over forholdene. Man kan selv bestemme hvornår man vil skifte græsset, og andre vigtige elementer. Her taler jeg ikke nødvendigvis om nationalstadionbaner som PARKEN eller Brøndby Stadion, men også lokale stadions.

Alle os der kender til det brede fodbolddanmark, ved at fodboldbanerne reelt set kun er grønne 3-4 måneder om året. Resten af året er det enten græsløse, hullede, jordede og/eller meget hårde. Der bliver sandsynligvis trænet 15-20 træningspas på en normal træningsbane og derudover kommer den også en del kampe – alt sammen pr. uge. Og dette slider især på banerne.

Personligt er jeg meget, meget vild med kunstgræs, af samme årsag blandt andet, som jeg også har vendt i tidligere indlæg.

Men selvom banerne er kommunalejede er jeg forundret over kvaliteten. Den er aldeles mangelfuld. 

Klubberne er klart fortaler for gode, grønne græsbaner, alt imens kommunerne kun kigger på pengene, og ellers ligger der en grusbane fra 90’erne ved siden af til fri afbenyttelse… Håbløst.

Så desværre passer flosklen: græsset er aldeles grønnere på den anden side… af Nordsøen…